Nogle drinks er så klassiske, at de nærmest er blevet kulturelle ikoner – noget, som alle kender og kan referere til. Dry Martini er vel om noget den mest åbenlyse kandidat hertil, ikke mindst hjulpet på vej af en vis Agent 007 (som dog burde lære ikke at få shaket sine cocktails, med mindre de indeholder sukker og/eller frugt…), men i laget lige nedenunder finder man Manhattan.
Som med så mange klassiske cocktails har Manhattan’en sine egne myter og skabelsesberetninger. Den nok mest udbredte historie fortæller, at den blev kreeret i 1870 til en fest afholdt af den amerikanske socialite Jenny Jerome (som i øvrigt senere blev mor til Winston Churchill) til ære for Samuel J. Tilden, guvenør for New York og senere demokratisk præsidentkandidat. Da Manhattan’en imidlertid optræder i den ligeledes klassiske cocktail-bog ”The Bartender’s Guide”, skrevet af verdens første bartender-kendis Jerry Thomas* allerede i 1862 er der bare det problem ved historien, at den ikke kan være sand. Men ligegyldigt hvad sandheden end er, er Manhattan i hvert fald en af de allerældste deciderede cocktails, som stadig serveres i barer over hele verden.
Oprindeligt blev en Manhattan lavet med rye whiskey, og da dette i forbudstidens (1920-1933) USA blev svært at skaffe, gik mange over til indsmuglet canadisk whisky, som oprindeligt også var lavet på rug. Da spiritusforbuddet blev ophævet i 1933, begyndte man atter at producere whiskey i USA, men på grund af den lange lagringstid, som rye whiskey kræver, fik bourbon, lavet på majs hurtigt en stor markedsandel – også i Manhattans. Hardcore puritanere vil nu om dage stadig hævde, at den eneste sande Manhattan laves med rye, men efter min mening må man vælge selv – eller rettere lade sine smagsløg gøre det for sig. Jeg bruger ret ofte Maker’s Mark, en bourbon som har den primære fordel at den både er ganske god og kan fås overalt – men jeg vil være den første til at indrømme, at jeg burde undersøge nogle af de mange kvalitetsmærker, som efterhånden er kommet på banen.
Bitter-komponenten i en Manhattan er næsten et emne, der er stort nok til en blog-post i sig selv, men lad mig bare for nuværende sige, at bitter er et absolut must. Jeg har fået serveret Manhattan’s uden bitters og det er ganske enkelt håbløst. Bitters giver de ekstra smagsnuancer, som løfter drinken og giver den karakter – uanset om man bruger Angostura (det klassiske og sikre valg) eller om man vil eksperimentere med f.eks. orangebitter, kirsebærbitter eller an af de mange andre varianter, som er kommet på markedet de seneste år.
En Manhattan er en stærk og potent cocktail, som ikke nødvendigvis appellerer til alle. Den kan være tung og krydret i smagen, især hvis der er brugt rye. Hvis man er ude efter en lettere version, vil bourbon kombineret med en frugtbaseret bitter være det oplagte valg.
Opskrift, Manhattan:
5 cl. bourbon eller rye whiskey
2 cl. sød vermouth
1-2 dask Angostura (eller anden) bitter
Omrøres og serveres straight up i et cocktailglas, pyntet med et kirsebær.
*: Jerry Thomas, med øgenavnet ”The Professor”, var rent faktisk en kendt personlighed i samtiden og rejste i både USA og Europa, hvor han arbejdede som bartender før han slog sig ned i New York med egen bar (og i parentes bemærket senere gik fallit på grund af aktiespekulation). Han blev især kendt for signaturcocktailen Blue Blazer, som laves ved at hælde en brændende(!) blanding af whiskey og vand frem og tilbage mellem to sølvkopper, så der nærmest fremkommer en kontinuerlig strøm af ild. Jeg kan på ingen måder anbefale at lave den selv…