Det er St. Patrick’s dag i dag – Irlands nationaldag. Dagen, hvor Irland og en god del af resten af verden fejrer, at St. Patrick indførte kristendommen til Irland engang i 400-tallet. Og det skal fejres med en cocktail, der kan minde cocktailnørden om glade dage i Dublin og smukke irske landskaber: Emerald.LÆS MERE →

Der var en gang, hvor Storbritannien var den dominerende verdensmagt og solen aldrig gik ned over Imperiet. Tænk Dronning Victoria, Rudyard Kipling, Dr. Livingstone og mænd, der under en brændende sol udbreder den vestlige civilisation (eller mangel på samme som Gandhi ville have sagt…) til de fjerneste og mest øde egne af kloden. Disse mænd ville efter en hård arbejdsdag med at bestemme over de lokale gerne slappe af, og det foregik i en af de mest britiske opfindelser, the club (hvor lokalbefolkningen og kvinder naturligvis ikke havde adgang – der skulle jo slappes af). Og netop fra en af disse klubber kommer en forfriskende cocktail: PeguLÆS MERE →

But I might see young Cupid’s fiery shaftQuench’d in the chaste beams of the watery moon,And the imperial votaress passed on,In maiden meditation, fancy-free Citatet er Shakespeare, A Midsummer Night’s Dream. Og den frie oversættelse er, at når man er “fancy free”, er man fri for (ægteskabeligt) ansvar, fri for bindinger og kan gøre som man vil…. f.eks. drikke cocktails når man har lyst.LÆS MERE →

Er du James Bond? Nej? Dean Martin? Heller ikke? Så hør lige efter: Alt hvad du troede du vidste om en Martini er med meget stor sandsynlighed fuldstændig – fuldstændig! – forkert…. En klassisk Dry Martini laves med gin, tør (dry, heraf præfikset…) vermouth og orange bitters – pyntet med et citron-twist. Intet mere, intet mindre.LÆS MERE →

Nogle drinks er så klassiske, at de nærmest er blevet kulturelle ikoner – noget, som alle kender og kan referere til. Dry Martini er vel om noget den mest åbenlyse kandidat hertil, ikke mindst hjulpet på vej af en vis Agent 007 (som dog burde lære ikke at få shaket sine cocktails, med mindre de indeholder sukker og/eller frugt…), men i laget lige nedenunder finder man Manhattan.LÆS MERE →

Jeg har et særligt forhold til rom. Det vil muligvis være at strække den for langt (og gøre min hustru misundelig) at sige, jeg ligefrem elsker rom, men det er i hvert fald tæt på. Og især har jeg et specielt forhold til Daiquiri, som vel nok var den første cocktail jeg seriøst forsøgte at lave selv. Ok, seriøsiteten var det måske så som så med: Da jeg hverken havde målebæger eller shaker og stadig ikke havde opdaget fortræffelighederne ved sukkerlage, endte det med at jeg forsøgte at røre flormelis ud i en blanding af rom og limesaft, mens jeg forsøgte at ramme balancen mellemLÆS MERE →

Jeg er vild med syrlige cocktails. Lidt mærkeligt måske, for normalt har jeg en meget sød tand og kan uden problemer konsumere store mængder slik, is og andre søde sager (spørg bare min familie….). Men lige præcis i cocktails elsker jeg den der syrlige bitterhed, som et ordentlig skud citron eller lime giver. Og når jeg virkelig vil have en syrlig og forfriskende cocktail, er der en særlig en, som jeg igen og igen (og igen) vender tilbage til (og nej, det er ikke en Daiquiry, selvom det var et udmærket bud): en Sidecar.LÆS MERE →