Coffee Cocktail

Der er visse cocktails, hvor selv cocktailnørder lige skal kigge opskriften en ekstra gang igennem før shakeren findes frem. Cocktails, der simpelthen ser for mærkelige ud på skrift til at man umiddelbart lige går ud og laver den. Men de skal jo prøves – så derfor: Coffee Cocktail.

Opskriften på Coffee Cocktail findes i den allerførste cocktailbog nogensinde publiceret (Jerry Thomas’ ‘Bar-Tenders Guide’ fra 1862 hvis nogen skulle være i tvivl…) – og alligevel er det, som også Thomas selv skriver, ikke engang en rigtig cocktail. Oprindeligt var et af kriterierne for en cocktail jo, at den indeholdt bitters (igen, hvis nogen skulle være i tvivl… :-)). Der er sgu’ ikke engang kaffe i, så navnet må siges at være højst misvisende.

Til gengæld er der et par andre, og lettere obskure for en moderne betragter, ingredienser i: Portvin og et helt, friskt æg.

   Coffee Cocktail

Ja, du læste rigtigt. Portvin – og et helt æg, både blomme og hvide. Ikke ligefrem noget man ser i en almindelig bar nu om dage, men hvis man læser gamle cocktailbøger, især fra anden halvdel af 1800-tallet, ses det hurtigt, at hverken portvin (eller andre vine for den sags skyld) eller æg var fremmede ingredienser for denne verdens første bartendere.

Tilbage til drinken: Der skal også cognac og sukker i (dejligt at være på mere på velkendt territorium….), og så skal den ellers bare rystes godt og grundigt sammen. Som i andre cocktails med æg kan det anbefales at ‘tør-ryste’ den, dvs. ryste den uden is først og så give den en ekstra omgang i shakeren med is bagefter. Drys lidt friskreven muskatnød på toppen, og den er klar!

Og smagen: Den er faktisk overraskende god, synes jeg. Rund og blød, både i konsistens og smag, men med et solidt fundament i cognac’en og en let krydring fra den revne muskatnød. En udmærket dessertdrink, hvis du ellers tør servere den for dine gæster.

Opskrift, Coffee Cocktail:
6 cl. portvin (rød)
3 cl. cognac
1,5 cl. sukkerlage
1 æg (økologisk eller endog pasteuriseret hvis du vil være på den helt sikre side)

Shakes og serveres straight up i et stort lowball eller old-fashioned glas, med lidt revet muskatnød på toppen.

Comments

comments