Inspiration

RELAUNCH!
Efter at have ligget i dvale i alt for lang tid, skal denne her blog have et ordentligt skud igen. Interessen er ikke forsvundet, lysten har altid været der og nu er tiden fundet til at cocktail-nørde og skrive igen. Så forvent atter at blive regelmæssigt forkælet med gode historier og lækre cocktails, når du tjekker siden her.

Siden det er blevet efterår, lægger jeg hårdt ud med en cocktail, der passer til både efterår og nye starter: Inspiration.

Det er en opskrift, jeg har fundet i bogen Approved Cocktails af William Tarling og faktisk kun dér. Yderligere søgning giver næsten ingenting, kun et par nyere cocktail-leksika har den også med. Sådan en sjældenhed kan jo enten være et håbløst misfoster, som ingen har villet gå videre med eller en glemt skat. Og hvad er Inspiration så?

Inspiration

Det er først og fremmest en ret kompleks drink. Med udelukkende alkohol og hele to grundspiritus – gin og calvados – er der rigeligt med rygrad og styrke til at holde hele vejen. Og som om der ikke var smagsindtryk nok fra den krydrede gin og den varme æble fra calva’en, er der både skarpheden fra vermouth og appelsinsødmen fra Grand Marnier at forholde sig til.

Måske er der – og det er ikke tit, jeg siger den slags – lidt for meget gin i. Calvados, vermouth og Grand Marnier går rigtig godt i spænd, men det er som om der er lidt for meget skarphed fra gin’en. Men det er jo en smagssag. Under alle omstændigheder er det en god drink, til når æblehøsten er i hus og efteråret sætter ind.

Opskrift, Inspiration:
2 cl. dry gin
2 cl. calvados
2 cl. tør vermouth
2 cl. Grand Marnier

Omrøres og serveres straight up i et cocktailglas med et kirsebær.

Comments

comments