Njah, det gør de nok ikke lige nu i hvert fald, men de har i hvert fald lagt både navn og nationalspiritus til en af de allermest udbredte søde drinks: White Russian (og dens lidt ældre, men knap så elskede, bror Black Russian). Men at en drink er kendt, skal naturligvis ikke afholde Cocktailnørden fra at gå dybere ind i dens historie… Først ingredienserne: Det er meget simpelt, da der udover vodka ku skal bruges kaffelikør (Kahlua) samt for den hvide udgaves vedkommende mælk eller fløde. Et glas og et par isterninger og man er kørende – måske en af grundene til den store succes,LÆS MERE →

Er du James Bond? Nej? Dean Martin? Heller ikke? Så hør lige efter: Alt hvad du troede du vidste om en Martini er med meget stor sandsynlighed fuldstændig – fuldstændig! – forkert…. En klassisk Dry Martini laves med gin, tør (dry, heraf præfikset…) vermouth og orange bitters – pyntet med et citron-twist. Intet mere, intet mindre.LÆS MERE →

De fleste klassiske cocktails har en eller anden historie bag sig, ofte med med navngivne personer, som krediteres for opfindelsen. Som regel er der tale om myter, halve sandheder og misforståelser, men man vil næsten altid kunne fortælle en eller anden anekdote om en klassisk cocktails oprindelse. Sådan er det ikke med French Connection.LÆS MERE →

Nogle drinks er så klassiske, at de nærmest er blevet kulturelle ikoner – noget, som alle kender og kan referere til. Dry Martini er vel om noget den mest åbenlyse kandidat hertil, ikke mindst hjulpet på vej af en vis Agent 007 (som dog burde lære ikke at få shaket sine cocktails, med mindre de indeholder sukker og/eller frugt…), men i laget lige nedenunder finder man Manhattan.LÆS MERE →

Jeg har et særligt forhold til rom. Det vil muligvis være at strække den for langt (og gøre min hustru misundelig) at sige, jeg ligefrem elsker rom, men det er i hvert fald tæt på. Og især har jeg et specielt forhold til Daiquiri, som vel nok var den første cocktail jeg seriøst forsøgte at lave selv. Ok, seriøsiteten var det måske så som så med: Da jeg hverken havde målebæger eller shaker og stadig ikke havde opdaget fortræffelighederne ved sukkerlage, endte det med at jeg forsøgte at røre flormelis ud i en blanding af rom og limesaft, mens jeg forsøgte at ramme balancen mellemLÆS MERE →

Jeg er vild med syrlige cocktails. Lidt mærkeligt måske, for normalt har jeg en meget sød tand og kan uden problemer konsumere store mængder slik, is og andre søde sager (spørg bare min familie….). Men lige præcis i cocktails elsker jeg den der syrlige bitterhed, som et ordentlig skud citron eller lime giver. Og når jeg virkelig vil have en syrlig og forfriskende cocktail, er der en særlig en, som jeg igen og igen (og igen) vender tilbage til (og nej, det er ikke en Daiquiry, selvom det var et udmærket bud): en Sidecar.LÆS MERE →

I en tid, hvor sladderbladenes optagethed af kendte og kongelige kan nå hysteriske højder, hvor man dagligt stopfodres med beretninger om prinsesse et-eller-andets tøj, pligter (åh ja, pligter har de skam – overklipning af røde bånd og den slags…) og hvor fjernsynets sendeflade ryddes for at sende direkte fra kongelige bryllupper, naturligvis krydsklippet med en alvorstung Jes Dorph-Petersen i selskab med diverse ”royale eksperter”, kan man let komme til at drømme sig tilbage til en tid, hvor folk ikke gik så meget op i den slags. Eller hvad?LÆS MERE →