Der var en gang, hvor Storbritannien var den dominerende verdensmagt og solen aldrig gik ned over Imperiet. Tænk Dronning Victoria, Rudyard Kipling, Dr. Livingstone og mænd, der under en brændende sol udbreder den vestlige civilisation (eller mangel på samme som Gandhi ville have sagt…) til de fjerneste og mest øde egne af kloden. Disse mænd ville efter en hård arbejdsdag med at bestemme over de lokale gerne slappe af, og det foregik i en af de mest britiske opfindelser, the club (hvor lokalbefolkningen og kvinder naturligvis ikke havde adgang – der skulle jo slappes af). Og netop fra en af disse klubber kommer en forfriskende cocktail: Pegu Club Cocktail opkaldt efter klubben af sammen navn i Rangoon, daværende hovedstad i Britisk Burma.

Selve cocktailen Pegu Club optræder første gang i bogen Barflies and Cocktails fra 1927 og igen i cocktailbiblen The Savoy Cocktail Book fra 1930, men selve klubben nævnes allerede i 1889 af Kipling himself som et sted, hvor der drikkes og fortælles historier.

Pegu Club Cocktail
Pegu Club Cocktail

Som det så ofte sker har forskellige bartendere eksperimenteret og ændret blandingsforholdet for de forskellige ingredienser. Men lav den som nedenstående og du får en dejlig forfriskende, syrlig og kompleks cocktail, perfekt både som appetizer, til festen eller blot til en aften på terrassen (nu hvor det snart er forår, er det vel tilladt at begynde at drømme om sommer igen?). Men pas på med ikke at komme for meget Angostura i, blot et lille skvæt!

Opskrift, Pegu Club Cocktail:
4 cl. gin
1,5 cl. orange curaçao
1,5 cl. limesaft
1 (lille) skvæt Angostura bitter
1 skvæt orange bitter

Shakes og serveres straight up i et cocktailglas. Drikkes med stiff upper lip.

Comments

comments