Der er nok ikke mange, der drikker Stingers i dag, men faktisk var den tidligere en fast bestanddel af enhver bartenders repertoire. Fra high society til amerikanske piloter i 1. Verdenskrig og senere nævnt i utallige film, var Stinger med hvor det skete.
Selve blandingen af cognac og crème de menthe dukker op i 1890’erne, men under andre navne (f.eks. Brant). Det er dog først under navnet Stinger, at den bliver populær, først og fremmest som en digestif, en after-dinner drink blandt datidens society elite. Reginald ‘Reggie’ Vanderbilt, hvis oldefar og farfar begge var USA’s rigeste mænd i deres levetid, skulle efter sigende have for vane at drikke en god del Stingers før sine måltider (men han døde også af skrumpelever i 1925, så det er ikke ligefrem et eksempel til efterfølgelse). Og så var den som sagt også populær blandt de amerikanske piloter, som var udstationeret i Frankrig under 1. Verdenskrig – hvor adgang til både cognac og crème de menthe må formodes at være tilgængeligt i rigelige mængder…
De tidlige opskrifter på Stinger var lige dele cognac og crème de menthe, hvilket giver en enormt sød og meget mintsmagende drink. Senere blev mængden af crème de menthe skruet væsentligt ned, så de fleste opskrifter fra midten af 1930´erne har en 2:1 eller endog en 3:1 cognac-til-crème de menthe ratio (William Tarling fra the UK Bartenders’ Guild har i sine to bøger fra 1937 – se bogreolen – en af hver. Sådan kan man også dele sol og vind lige…).
Personligt vil jeg nok foretrække den ukendte Brant frem for en Stinger, fordi tilsætningen af bitter tilfører kompleksitet og dybde. Men man kan jo prøve sig frem – blot man ikke ender som gamle Reggie Vanderbilt!
Opskrift, Stinger:
4 cl. cognac
2 cl. crème de menthe (hvid – hvis du bruger den grønne, bliver det en ret så futuristisk udseende drink…)
Omrøres og serveres straight up i et cocktailglas.