Summer is Black

Nu, hvor august lakker mod enden og de fleste er tilbage på arbejdet efter sommerferien (læs: når Cocktailnørden sveder i et lille og dårligt ventileret kontor…), kan det være svært at huske de gode stunder på terrassen/stranden/tropeøen. Men så rammer en ny hedebølge landet, og lysten til en svalende sommerdrink melder sig.

Heldigvis er slutningen af august også cirka det tidspunkt, hvor de første brombær er ved at være modne, og hvad er bedre end at kombinere alkoholen med et skud syrlige og friskplukkede vitaminer?

Jeg hev i hvert i fald den ene af sønnerne med ud i det nærmeste brombærkrat under lovning af, at noget af høsten også ville gå til pandekage-tilbehør :-).

Vel tilbage med et lille pund bær lavede jeg så en lækker brombærsirup (100 g bær til 2 dl sukker og 1 dl vand – læs mere her). Og ja, resten af bærrene er gemt i fryseren til f.eks. en gang pandekager med brombærcoulis ;-). Men så kom den næste udfordring: At få siruppen indarbejdet i en rigtig sommerlig drink.

Summer is Black
Summer is Black

Og hvad er mere sommerligt end en kølig aperitif? Jeg hev i hvert fald fat i den halvtomme flaske Lillet Blanc, der stod i køleskabet og gik i gang med at eksperimentere. Lillet er en aromatiseret fransk aperitifvin, dvs. en blanding af vin og likører, og den egner sig glimrende til lette sommerdrinks.

Med Lillet, sødmen fra brombærsiruppen og en smule limesaft, skulle den egentlig være klar til servering. Men der manglede lige lidt rygrad, så jeg tilsatte også en smule vodka til at stive drinken af og give den karakter.

Nyd den mens solen stadig skinner :-)!

Opskrift, Summer is Black:
8 cl. Lillet Blanc
2 cl. vodka
6 cl. brombærsirup
2 cl. limesaft

Shakes og serveres straight up i et coupéglas. Pynt evt. med et par friske brombær.

Comments

comments