Vieux Carré

Når det sådan rigtig er dansk efterår – på det tidspunkt hvor november er blevet en tung dyne over ens humør, og det våde tusmørke varer fra man står op, til man går i seng – der, lige dér, kan man have brug for en rigtig god drink. Ikke en sukkersød farverig sommercocktail med paraply og det hele. Det ville alligevel være for meget. Nej, man har brug for en drink, der kan byde efteråret op til dans, før det jages på porten. Kort sagt: En Vieux Carré.

Vieux Carré er opfundet i en af de mest navnkundige cocktailbyer overhovedet, nemlig New Orleans. Beliggende ved Mississippi-flodens munding, omgivet af mudder og truet af oversvømmelser, har byen (eller rettere sagt dens indbyggere) alligevel formået at frembringe en sand kavalkade af klassiske cocktails. Og Vieux Carré er endda navngivet efter byen, nemlig det gamle franske kvarter af samme navn som drinken. Det var Walter Bergeron, chefbartender på Hotel Monteleone, som udviklede Vieux Carré i 1938.

Carousel Bar

Hotellet findes i øvrigt stadig, ejet af femte generation af Monteleone-familien. Det er dog ikke ejerne, der er det mest interessante ved hotellet, men baren: Den er nemlig ikke bare rund, men roterende og bygget som en karrusel. Ikke en hurtigtkørende en af slagsen, men alligevel nok til at det ikke kun er det man drikker, som gør en svimmel!

Smagsmæssigt er Vieux Carré relativt sød, men uden at være FOR sød. Der er en god dybde fra rye og cognac og kryddernoter fra de to bitters. Lidt som en Manhattan, men bare med et par ekstra lag og en smule sødere. Det er en drink, der egner sig fortrinligt til en lænestol og en god bog, når mørket og regnen skal holdes på afstand.

Vieux Carré

Opskrift, Vieux Carré:
3 cl. rye whiskey
3 cl. cognac
3 cl. sød vermouth
1 tsk. Bénédictine D.O.M.
2 dask Peychaud’s bitter
2 dask Angosturabitter

Omrøres. Serveres evt. med et kirsebær eller et lemon-twist, hvis man har lyst til det.

Comments

comments