White Plush

En del af en cocktailnørds hverdag består i at tjekke gamle cocktailbøger for at hente inspiration (til livet, til denne blog osv…). Og nogle gange falder jeg i den forbindelse over drinks, der på papiret ser så mærkelige ud, at jeg bliver nødt til at lave dem for at se, hvordan de smager. Så hermed præsenterer jeg: White Plush.

Jeg er faktisk stødt på navnet White Plush hele to gange, begge gange i de to måske allermest klassiske cocktailbøger overhovedet – Jerry Thomas’ The Bar-tenders Guide fra 1882 og Harry Craddock’s The Savoy Cocktail Book fra 1930 – og det kan jo være nok til at overbevise enhver. Thomas’ drink optræder som et modefænomen (jeps, de fandtes også dengang!) med en lille historie bagved: En handelsrejsende bliver drukket fuld i mælk blandet op med whiskey, spilder drinken og udbryder, at det da ligner hvidt plys – heraf navnet. Sandt eller ej, så har drinks, især punches, med mælk (og whiskey) har været kendt og drukket i hvert fald siden 1600-tallet, både i Europa og USA. En nem måde at få sin daglige halve liter på, selvom Arla nok får lidt svært ved at markedsføre lige præcis dén vinkel!

White Plush

Craddock’s version af White Plush er noget anderledes: Der er mælk i, javist, men i stedet for whiskey er det gin og maraschinolikør, der giver procenterne. Desuden er den lavet som en “rigtig” cocktail: Shaket med is, i stedet for Thomas’ version, hvor alene mælken var afkølet.

Jeg har lavet begge versioner, og lad det være sagt med det samme: Jeg kommer sgu’ nok aldrig til at gøre det igen. Whiskey med mælk er vel sådan… ok.. men meget mærkeligt. Gin, likør og mælk? Decideret forfærdeligt. Måske var det dumt at bruge en enebærtung gin (Tanqueray) som jeg gjorde, men alligevel. Uanset hvad, kommer dét der aldrig til at smage godt. Uanset hvor stor respekt, jeg ellers har for den gode Craddocks udgivelse.

Nå, men skulle du alligevel have mod på at prøve nogle af cocktailverdenens særeste kreationer, er opskrifterne her:

Opskrift, White Plush Cocktail nr. 1:
4 cl. whisky (bourbon eller rye)
Mælk

Hæld whiskeyen op i et tumbler/lowball-glas og fyld glasset med mælk.

Opskrift, White Plush Cocktail nr. 2:
4 cl. gin
3 cl. maraschinolikør
16 cl. mælk

Shakes og serveres straight up i et highball- eller collinsglas (eller hældes ud i vasken…).

Comments

comments