Cocktailnørderi følger årstiderne. Som gourmetkokke og trendy restauranter går sande mixologer (ja, det hedder det, og det har det heddet i over 100 år…) op i, at servere cocktails og drinks, der passer til vejret og årstiden. Tunge, krydrede sager der kan varme i vinterens kulde og lette, kølende forfriskninger til sommervarmen. Og nu, hvor vi endelig har fået den første forårsvarme og venter spændt på, om sommeren beslutter sig for at komme til Danmark i år, er det tid til at se på en nyklassisk sommerdrink: Gin Basil Smash.
Gin Basil Smash er opfundet på cocktailbaren Le Lion Bar de Paris i Hamburg, som absolut er et sted, alle der kan lide gode drinks bør besøge, hvis de er på de kanter (tjek deres hjemmeside, selvom der ikke er megen information at hente…). Det var tilbage i 2008 og drinken blev dén sommers store drink-hit i Tyskland – og en stor del af resten af (cocktail-)verden – og den vandt da også prisen for “Bedste nye Cocktail” ved den årlige cocktail-festival Tales of the Cocktail. Endelig en drink, hvor man ikke behøver at stå på hovedet i gamle cocktailbøger for at lære historien bagved at kende :-)!
Som navnet antyder, er det en såkaldt smash, hvilket betyder, at basilikummen skal have en god omgang med en støder/muddler. Endelig ikke for meget dog, det skal ikke smadres helt, blot have mast aromaerne godt ud, så de kan blande sig med de øvrige ingredienser. Det er en frisk og let syrlig drink, der egner sig fantastisk til både en steghed dag og en lun aften – uanset hvad årstiden så ellers siger.
Opskrift, Green Basil Smash:
5 cl. gin
2,5 cl. citronsaft
1,5 cl. sukkersirup
1 (stort) bundt frisk basilikum, gerne med stilk og det hele
Basilikum stødes grundigt sammen med de øvrige ingredienser. Shakes og sies over i et mindre highball-glas e.l. fyldt med isterninger. Pynt gerne med en ekstra basilikumstilk.