Margarita

Ahh, tequila. Få slags alkohol bringer den slags minder frem – om små røde hatte, om shots i Jomfru Ane Gade og om at vågne dagen efter med den der klamme smag i munden og en dyb modvilje mod nogensinde at gøre det igen. Det har taget mig mange år at overvinde den afsky for tequila, som brændte sig ind i mine smagsløg som 17-årig.

Men, men, men. Tiden læger mange sår, og tequila er ikke bare tequila – der er heldigvis mange derude, som rent faktisk smager godt. Og der er derfor ingen grund til at gå udenom drinks, der er baseret på tequila. Så lad os dykke ned i den velnok mest kendte af slagsen: Margarita.

Margarita
Margarita

Navnet og oprindelsen først: Der er flere forskellige udgaver, som det sig hør og bør med klassiske cocktails. Margarita er dog noget yngre end de fleste andre, faktisk er det ikke før hen omkring 2. verdenskrig, at den begynder at vinde frem. I bogen Café Royal Cocktail Book af William J. Tarling fra 1937 (tjek den evt. her) findes en Picador, som faktisk er fuldstændig magen til den drink, vi i dag kender som Margarita. Så hvis man var en rigtig nørd ville man fra nu af bestille en Picador (en picador er i øvrigt en ridende tyrefægter, men det er en helt anden historie). Nå, men det korte af det lange er, at forskellige bartendere på forskellige tidspunkter har hævdet at det selvfølgelig var netop dem, der kom først med Margarita og opkaldte den efter en dame – hvad enten det nu var Marjorie King (en lokal showgirl), Margaret Sames (en lokal kendis) eller skuespillerinden Rita Hayworth (hvis rigtige navn var Margarita Cansino).

Uanset hvem af dem der har ret (eller måske ingen af dem), er det i hvert fald sikkert, at en Margarita minder utrolig meget on en af tidens populære drinks, nemlig en daisy. En daisy er faktisk en kategori i sig selv, som oprindeligt består af en spiritus (cognac/brandy eller whiskey var de mest almindelige), citronsaft og grenadine. Efterhånden som tequila også blev brugt som base i en daisy, blev det almindeligt at udskifte citron med lime og grenadine med orangelikør/triple sec. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det spanske ord for daisy (dvs. den blomst, der på dansk hedder tusindfryd) er – ta-da – margarita. Så uanset hvem opfinderen er, ser det hele ud til at give mening.

En advarsel: Hvis man er vant til at drikke udvandede frozen margaritas er nedestående opskrift ret stærk – måske ikke så overraskende, når tre fjerdedele er ren spiritus. Men hvis man kan ide tequila, og/eller gerne vil konfrontere sine ungdomstraumer er det en fremragende måde at gå til det på. Brug en god tequila – blanco er det traditionelle, men en reposado kan også bruges og giver ekstra dybde – og du vil få en drink, som er vel afbalanceret imellem det stærke, det søde og det syrlige.

Opskrift, Margarita/Picador:
6 cl. tequila (blanco eller reposado)
3 cl. Cointreau (eller anden triple sec)
3 cl. limejuice

Shakes og serveres straight up i et cocktailglas, med en skive lime. Salt evt. kanten af glasset først ved at gnide en skive lime rundt på ydersiden og strø salt på. NB: Sørg for at der ikke kommer salt på indersiden eller ind i selve glasset.

Comments

comments