Blackhat

Der var engang. En gang, hvor alting – som i alting der havde med mad at gøre – handlede om lakrids. Det var før finanskrisen (ja, den krise, der kom før den anden krise, der kom før Brexit, Trump, Covid-19 osv. osv.), og lakrids var bare the shit. I et par år var det nærmest sådan, at uanset om man var på gourmetrestaurant eller i Netto, kunne man ikke komme udenom laktidspulver, lakridssirup, lakrids-det-ene-og-det andet.

Og altså, jeg elsker sådan set lakrids, og kan uden problemer spise et par hundrede gram af den søde finske slags. Men jeg må alligevel indrømme, at det nok er helt ok, at den store hype for længst er stilnet af. Vi fik jo rent faktisk Johan Bülows produkter ud af det hele (for dem der har råd altså…), samtidig med at både Piratos og lakridsis overlevede. Og på den måde klarer vi det nok.

Men: Uden at vi skal sætte gang i den helt store hype igen, skal lakrids også have et skud i cocktail-verdenen. Og jeg taler IKKE om Ga-Jol-shots her! Den slags overlader vi trygt til festivaller og gymnasie-forfester. Lakrids har godt af noget modspil, fordi det er en smag, der nemt dominerer – og bær, især solbær, er en gammel kending til netop dét. Hindbær kan også bruges, men i dette tilfælde bruger jeg solbær, også fordi créme de cassis giver en dejlig rund sødme.

Blackhat
Blackhat

Man kan selvfølgelig bruge færdigkøbt lakrids-vodka, men jeg valgte nu at lave en selv – også fordi jeg så kunne bruge sød lakrids i stedet for salt, som de fleste hyldevarer er baseret på. Jeg tog derfor en halv liter vodka (husk: aldrig den billigste, brug nu bare de par kroner ekstra på at tage en nogenlunde fornuftigt produkt!) samt 100 gram sød finsk lakrids (skåret i små bidder), blandede det sammen i et sylteglas og lod det stå i ca. en uge. Prøvesmag evt. undervejs. Herefter siede jeg lakrids-stykkerne fra og voilá, hjemmelavet lakrids-vodka.

Nedenstående opskrift blev til efter lidt prøvesmagninger med forskellige ratioer af vodka til likør. For meget likør gør det til en enormt sød, nærmest klæg, drink, mens for meget vodka gør den meget stærk. Prøv gerne selv indtil du finder din foretrukne. Og navnet? Tjah, faktisk blot noget der faldt mig ind undervejs.

Opskrift, Blackhat:
6 cl. lakridsinfuseret vodka
2 cl. créme de cassis

Shakes og serveres straight up i et cocktailglas.

Comments

comments