Normalt har skotske klanledere ikke det store til fælles med operetter opført på New Yorks scener. Men i cocktailverdenen går vidt forskellige ingredienser jo faktisk ofte op i en højere enhed. Cue: Rob Roy.
At forsøge at finde ud af, hvem der opfandt Rob Roy og hvor er på mange måder historien om cocktail-research som det altid ender: Fuld af anekdoter, obskure detaljer, enkelte facts, en tidslinje fuld af huller og gerne en håndfuld bartendere, der hævdes at have stået fadder. Læg dertil, at man ofte – og meget forvirrende – finder flere cocktails med samme navn og helt forskelige ingredienser. Nørderi i fuldt flor.
Det står dog fast, at Rob Roy, som den kendes i dag, er opfundet i New York i 1894 eller 1895 og især blev kendt via Waldorf-Astoria hotellets bar. Samt at den helt fra starten er lavet som en variation af en Manhattan, blot med scotch i stedet for rye (som blev foretrukket frem for bourbon før spiritusforbuddet et kvart århundrede senere). Det vil sige 2 dele whisky til 1 del sød vermouth plus bitters. Straight up og ikke så meget mere. Ret velsmagende faktisk, og især interessant hvis man begynder at eksperimentere lidt med forskellige typer scotch – fra de mere runde blendede til de røgfyldte. Men det er en potent drink, som nogle muligvis lige skal vænne sig til. Lidt ligesom scotch i øvrigt.
Og navnet? Ja det skal jo også med: Robert ‘Rob’ Roy MacGregor (1671-1734) var en skotsk klanleder, oprører og kvægfarmer, som allerede i sin samtid var lidt af en highlander-legende (ja, også dengang fandtes der fankultur…). Der er skrevet bøger, lavet film, digte og sågar operetter om hans liv. Og det var netop til premieren på en operette, at cocktailen Rob Roy fik sit navn. Sådan, sløjfen er bundet og vi kan gå direkte til opskriften.
Opskrift, Rob Roy:
6 cl. scotch
3 cl. sød vermouth
1-2 dask bitters efter eget valg – Angostura går man sjældent fejl af…
Omrøres og serveres straight up med et (maraschino-)kirsebær.