Nogle af de ældste cocktails laves nærmest ikke mere. Det gælder f.eks. Brant Cocktail, som jeg faldt over i en gammel cocktailbog forleden.

Det var i en bog fra 1898, Cocktails – How to Make Them af en anonym forfatter, at jeg så opskriften på en Brant Cocktail. En søgning i andre bøger viste, at den også optrådte i et par andre udgivelser fra starten af 1900-tallet, men derefter åbenbart var gledet ud af den kollektive cocktail-hukommelse. En googlesøgning afslørede intet. Overhovedet intet. Så hvad gør en cocktailnørd? Frem med flaskerne, og se om den er værd at genoplive…

   Brant Cocktail

Brant minder en hel del om den senere Stinger (den skal jeg nok komme til….), idet den er baseret på cognac og crème det menthe*. Men i modsætning til dens efterfølger indeholder Brant også bitters, hvilket jo både gør det til en mere ‘ægte’ cocktail og tilfører noget tiltrængt dybde og kompleksitet til en ellers noget sød drink. Så værd at genoplive? Tjoh såmænd – men man skal kunne lide mint-smagen, som godt kan blive noget gennemtrængende (eller skrue ned for mængden af crème de menthe…). Hvis ikke, skal man nok vælge en anden cocktail.

*: Brug så vidt muligt hvid, ikke grøn, crème de menthe. Ikke fordi smagen er anderledes (det er den ikke), men fordi farven så ikke bliver en mudret og lidet appetitlig nuance af grønligbrun….

Opskrift, Brant Cocktail:
4 cl. cocgnac
2 cl. crème de menthe
2 dask Angostura bitters

Omrøres og serveres straight up i et cocktailglas med et citrontwist.

Comments

comments