Sirup!

Det er weekend, sommerferien er ved at være slut og det regner (stadig…). Så hvad bedre end at forberede nogle af de ting, som gør forskellen i gode cocktails? F.eks. gode, hjemmelavede sirupper. Så frem med gryder og sukkerskål. Og hvis du ovenikøbet er så heldig, at du har friske bær eller krydderurter i haven/skoven/naboens have, så frem med dem også… 

Sukker er en fuldstændig uundværlig ingrediens i cocktails og drinks. Alle, lige fra den første cocktails til moderne, nærmest molekylær-gastronomiske udgaver, indeholder sødestof i en eller anden form: Likør, honning og sukker i alle udgaver – krystalliseret, presset i sukkerknalder, rørsukker, flormelis eller som sirup. Og det er sirup, der er dagens emne.
(en lille note før vi går videre: Sirup og sukkerlage bruges på denne blog synonymt – på dansk associeres ordet sirup ofte til købeproduktet bestående af sukkerlage tilsat salt, som bruges i kager o.l. Jeg bruger altid hjemmelavet sirup/sukkerlage til drinks, især fordi det er så nemt at lave). 

Primært fordi sukker i sirupform er så nemt at arbejde med: Sukkeret er allerede opløst og blandes derfor lettere med de øvrige ingredienser. Desuden er proportioner og balancer altafgørende for at ramme den rigtige smag i mange cocktails, og her er det bare nemmere at måle præcist af med sirup. Og endeligt kan der arbejdes med et væld af forskellige smagskombinationer ved at tilsætte bær eller krydderier til siruppen – noget som gør det muligt at udvikle helt nye og personlige cocktails. What’s not to like?

Den helt basale sirup består blot af lige dele vand og sukker, opvarmet til sukkeret er opløst og derefter afkølet før brug (kaldes på engelsk meget rammende simple syrup…). Det er allround arbejdshesten i baren – kan bruges til lige fra Daiquiri til Tom Collins og alt der i mellem. Man kan også lave en sødere udgave med 2:1-forhold mellem sukker og vand. Den er primært til sukkergrisene i blandt os…

3 x sirup: Rørsukker, sukker, hindbær

Det spændende – og cocktailnørdede – starter, når man med udgangspunkt i ovenstående begynder at eksperimentere med sirupper med smag. Var det noget med en Mojito med myntesirup? Eller en nordisk Old Fashioned med timian- eller havtornsirup i stedet for sukkerknalden? Mulighederne er uendelige. Og så er der jo de drinks, hvor der simpelthen skal bruges en bestemt slags sirup – f.eks. Clover Club, som ikke kan laves uden hindbærsirup.

Her følger i hvert fald grundopskrifter, så du kan komme i gang – god fornøjelse (og lad mig endelig høre om eksperimenter, der faldt specielt godt ud :-))
(og så endnu en lille note, denne gang vedrørende holdbarhed: friskt er jo altid bedst, men sirup kan faktisk sagtens holde sig i hvert fald et par uger i køleskab – og kan endda fryses. Det høje sukkerindhold og evt. tilsat alkohol virker stærkt bakteriehæmmende. Men sørg altid for at tjekke, før du bruger det!)

Opskrift, sukkerlage:
1 dl. sukker (2 dl. for en meget sød udgave)
1 dl. vand
Evt. 1-2 cl. vodka for at forlænge holdbarheden

Kog op under omrøring indtil sukkeret er opløst og tilsæt evt. vodka. Afkøles før brug. Kan holde sig mindst et par uger i køleskab og lidt længere i fryseren.

Opskrift, bærsirup:
100 g. bær (hindbær, jordbær, brombær, blåbær o.l.). Frosne kan også bruges.
2 dl. sukker
1 dl. vand
Evt. 1-2 cl. vodka for at forlænge holdbarheden

Stød (smadr!) bærrene med sukker og lad det trække i en halv times tid. Opvarm vandet til lige under kogepunktet, tilsæt og rør rundt til sukkeret er fuldstændig opløst. Si gennem et klæde eller en fin si, tilsæt evt. vodka og afkøl. Kan holde sig mindst et par uger i køleskab og lidt længere i fryseren. Denne opskrift passer til sødere bær, men kan bruges til stort set alle slags bær – juster blot sukkermængden, hvis du vil eksperimentere med f.eks. ribs, havtorn eller andet godt.

Opskrift, krydderurtesirup:
1 stor håndfuld friske krydderurter (f.eks. mynte, rosmarin, timian o.l.)
1 dl. sukker
1 dl. vand
Evt. 1-2 cl. vodka for at forlænge holdbarheden

Stød krydderurterne let sammen med sukkeret. Opvarm vandet til lige under kogepunktet, tilsæt og rør rundt til sukkeret er fuldstændig opløst. Si gennem et klæde eller en fin si, tilsæt evt. vodka og afkøl. Kan holde sig mindst et par uger i køleskab og lidt længere i fryseren.

Comments

comments