Sloe Gin Fizz

Nu, hvor sommeren endegyldigt er slut, er der ikke flere muligheder for at servere daiquirys, caipirinhas eller gin & tonics på terrassen. Men fortvivl ikke, hvis du stadig har brug for en drink, der kan minde dig om de varme sensommerdage: Stik ned til din nærmeste spiritus-forhandler og skaf dig en flaske sloe gin – og slap så af med en Sloe Gin Fizz. Og hvis du ikke har hørt om sloe gin før? Intet problem, læs blot videre.

Processed with Snapseed.
Sloe Gin Fizz

Sloe gin er, som navnet mere end antyder, en gin-baseret likør, lavet ved at lade slåenbær trække i en high-proof gin, dvs. en med høj alkoholprocent, tilsat en smule sukker. Den er oprindeligt fra England, hvor man tidligere havde brug for en måde at maskere smagen af noget af den dårlige gin, der var på markedet. Nu om stunder er det ikke nødvendigt længere, faktisk laver mange af de store kvalitetsmærker som Plymouth og Hayman’s deres egen sloe gin.

Nu er slåen ikke i sig selv et specielt velsmagende bær, men i kombination med alkoholen og den ekstra sødme bliver sloe gin til en perfekt kombination af en både tør og forfriskende drik. Og i kombination med citron, sukker og perlende danskvand bliver det til en Sloe Gin Fizz.

Opskrift, Sloe Gin Fizz:
6 cl. sloe gin
3 cl. citronsaft
1,5 cl. sukkerlage
Toppes med danskvand

Sloe gin, citronsaft og sukkerlage shakes med is og straines op i et collinsglas. Fyld resten af glasset med danskvand og drinken er klar!

Dette indlæg er tidligere bragt som gæste-indlæg på www.cocktailvision.dk

Comments

comments