April var en laaaaang måned. Ikke bare fordi den var fyldt med arbejde (og derfor ingen tid til cocktail-nørderi og blog-skrivning…), men også fordi den var fyldt med regn og køligt vejr. Med andre ord, præcis som april plejer at være. Men nu er det maj, solen skinner og det er både fredag og fridag. Med andre ord: Cocktail-dag :-). Så med et “på gensyn næste år”-nik til det kølige aprilvejr og et stort “velkommen” til majsolen kaster jeg mig ud i at lave en April Shower.
Vi skal endnu en gang tilbage i de støvede cocktail-annaler for at finde April Showers første optræden. I 1882 udgav den tysk-fødte amerikanske bartender Harry Johnson sin første “Bartender’s Manual”, præcis tyve år efter, at kollegaen Jerry “The Professor” Thomas udgav den første deciderede cocktail-bog. Johnsons bog blev en stor succes og i årene efter udkom den flere gange i reviderede og udvidede udgaver med masser af nye opskrifter (1888-udgaven indeholder f.eks. den første publicerede opskrift på en Martini!). Den sidste udgave udkom i 1934, hvor Johnson faktisk var død, og det er heri, at man finder opskriften på en April Shower: Cognac, Bénédictine og appelsinjuice tilsat en smule danskvand.
Bénédictine er ikke en af de mest almindelige flasker i barer verden over, men den er alligevel bekendtskabet værd. Det er en relativt stærk fransk likør (40 %), som i sig selv har en varm, krydret smag, som går rigtig godt til cognac.
April Shower er en rimelig stærk drink, ikke mindst fordi både cognac og Bénédictine har høje alkoholprocenter. Smagen er kompleks og med mange kryddernoter, men også frugt og fylde fra appelsinjuicen og ikke mindst en tydelig sødme fra likøren. Danskvanden giver en let perlende afslutning, som giver en god friskhed (men lad være med at bruge for meget, det fortynder og udvander drinken). Den er god som den er, men absolut fantastisk som afrunding på en god grill-aften, mens forårssolen er på vej ned.
Opskrift, April Shower:
6 cl. cognac
3 cl. Bénédictine
3 cl. appelsinjuice
Shakes og serveres straight up toppet med en smule danskvand. Kom evt. et appelsintwist i som pynt, hvis det skal være ekstra fancy.