Le Commune

Nogle gange skal man gå ud af sin komfortzone. Det er der i hvert fald sådan nogle business- og selvudviklingsguruer, der har opbygget deres karriere på at sige. Men ok, jeg har taget dem på ordet og gjort det – og tilmeldt mig en bartenderkonkurrence (!)

Som selvudnævnt cocktailnørd med ingen professionel bartendererfaring er det lidt af et spring. Men jeg har bildt mig selv ind, at jeg efterhånden godt kan finde ud af selv at lege lidt med at sætte forskellige spiritus, likører og sirupper sammen – og da jeg så på Facebook så et opslag fra en for mig fuldstændig ukendt romproducent om en åben konkurrence, tænkte jeg “Ja, for faen, hvorfor ikke?!”
(de fleste af den slags konkurrencer er nemlig lukket land for glade amatører)

Konkurrencen var udskrevet af Clairin, som er en særlig haitiansk rom-variant af rhum agricole (dvs. rom lavet på saften af sukkerrør og ikke fra melasse). Som kategori faktisk nærmest en slags moonshine, hjemmebrændt fusel og det der er værre, som sælges i gallondunke langs vejsiden. Lækkert. Men heldigvis er nogle af de rigtige destillerier gået sammen om at producere clairin af god kvalitet, og udskrev altså en konkurrence som led i markedsføringen. Endnu mere lækkert!

Le Commune

Det første jeg gjorde var naturligvis at bestille en flaske Clairin og gå i gang med at eksperimentere. Det er en ret kompleks rom, med masser af krydderi, frugt, bær og blomster i smagen. Så jeg ville gerne lave en drink, der kunne fremhæve kompleksiteten.

Jeg endte med et miks af clairin, hjemmelavet ingefærsirup, limesaft og hvid crème de cacao. Hvorfor? Tjah, rum, ingefær og lime er en velafprøvet kombination, så intet nyt under solen dér. Men for netop at understøtte de krydrede kaffe- og vaniljenoter i rommen tilsatte jeg en smule crème de cacao (hvid for ikke at mudre farven til…). Serveret over knust is og garneret med en stang kanel og en skive lime, synes jeg selv, at det blev en vellykket drink – men lav endelig selv en og døm :-).

Navnet er i øvrigt valgt, fordi konkurrencen handlede om clairin-mærket Clairin Communal, som er en blanding af clairin fra fire kommuner på Haiti.

Opskrift, Le Commune:
5 cl. Clairin Communal
2 cl. hvid crème de cacao
2 cl. ingefærsirup (se opskrift her)
1 cl. limesaft

Shakes og serveres i vinglas over knust is. Pynt med en stang kanel og en skive lime.

Og hvis du vil se min officielle konkurrencevideo hvor jeg laver drinken, så se med her 🙂

Comments

comments